Assisi er vort første mål på vej tilbage nordpå, byen ligger i Umbrien, og er en katolsk hellig by.
På campingpladsen ved Bracciano søen, snakkede vi med et dansk par ( de lignede Dolores Nidkjær, Harry Potter og den excentriske videnskabsmand Doc, fra tilbage til fremtiden ) som varmt anbefalede Assisi.
Køreturen er kun 200 km, så der er god tid på vejen, der fører os igennem en dobbelt buet romersk virkelig flot “vandbro”. Vi gør holdt, og det viser sig, at der både er bryllup og søndagsmarked i byen, så der er dobbelt op på oplevelser.
Brylluppet holdes i den bygning, der ses til højre på billedet, og porten er åben ind til en dejlig stor tom P-plads. Calle svinger lystigt bil og campingvogn ind, og vi er på vej væk, da en venlig ung mand kommer løbende, og siger at det er her bryllupsgæsterne skal parkerer. Desværre er vi ikke inviteret til brylluppet, og må finde en anden parkeringsplads. Senere ser jeg nogle af gæsterne i byen, de er virkelig flot klædt på, så vi havde ikke en chance for, at snyde os til bryllupsfest i vores typiske turist outfit.
Der er styr på “dødsannoncerne” i denne hyggelige by og vi møder 5 “englehunde” der er ret betaget af Freddie, som bare ignorerer dem. Der er markedsfest i hele byen, og byen bliver en forsmag på at besøge flere middelalder byer, der alle ligger tæt på himlen. Vi får vandret op og ned på trapper, stier og veje.
Vores nye campingplads ligger også på et bjerg, og vejen dertil er stejl og ret lille. Calle “vælger” at køre forbi det store skilt, hvorpå der tydeligt står campingpladsens navn. Der må vendes, og vi kører tilbage, hvorpå han endnu engang vælger at køre forbi, og vi må vende igen. Det lyder meget let, når jeg skriver det, men det er ikke helt enkelt på en smal vej, med en campingvogn bag på bilen. Tredje gang rammer vi endelig indgangen til campingpladsen, der ligger meget smukt i en skov med udsigt over dalen og i gåafstand ned til Assisi.
Første morgen vågner vi dog midt i en sky, uden udsigt, men efterhånden som solen overtager, dukker smukke træer frem og vi kan se skyerne og byerne under os nede i dalen.
Vi går ned ad en fin grøn vej til byen, hvor der både er mange kirker, munke og nonner. En af de store helgener, inden for den katolske tro, er fra Assisi, nemlig Frans af Assisi. Han fik en rig og ubekymret opvækst, men blev som ung meget syg, og valgte derefter et fromt og asketisk liv som munk. Han grundlage senere Gråbrødre menigheden, og er især husket for sin godhed både mod dyr og mennesker, han er ofte afbildet blandt fugle og dyr.
Assisi har besøg af en del turist-nonner med mobiltelefoner, mørke sokker og brune sandaler. Der er munke i alle former, farver og aldre. Kirkerne er fyldt med malerier af paver. De gange vi er i byen, er den ikke overturistet, men vi kan se, når vi kører forbi byens p-pladser, at der er rigtig mange busser og biler.
Der er hurtigt kommet plakater med den nye pave, der blev valgt for blot en uge siden. Herover er det dog foto af nogle af de pave malerier, der er i kirkerne.
Flere steder undre jeg mig over foto af en ung fyr. Som så ofte, kender Google svaret: Denne unge mand, levede åbenbart et meget helligt liv, og døde af cancer som fjortenårig. Han blev gjort til helgen og hans afdøde legeme ligger nu udstillet i en glaskiste. Det har vi ikke brug for at se, men da vi går forbi hans “gravsted” ser vi mange skoleklasser og unge mennesker, der skal se ham. Sådan en slags katolsk, mandlig Snehvide. Utroligt, men det er ganske vist.
Vi har besluttet at tage nogle dage ved Garda søen, inden vi for alvor skal køre den lange vej hjem. Egentlig er jeg ikke begejstret, de gange vi har været ved Garda har der været overfyldt og ikke rigtig hyggeligt, men vi finder en plads helt nede ved søen og her er virkelig en smuk udsigt, til bjerge, solnedgange og det skiftende vejr.
Vi besøger nogle af nabobyerne, blandt andet Sirimione, der ligger på en halvø. På spidsen af halvøen, her i bunden af Gardasøen, besøger vi ruinerne af en Romersk villa, der ligger i den smukkeste gamle olivenlund.
Det er lavsæson, men der er virkelig mange turister, og her ved søen er der ikke så mange italienere, men rigtig mange tyskere, lidt hollændere, og vi høre også en del dansk.
Her er både faktisk virkeligt smukt og virkeligt hyggeligt.
Af små snoede veje kører vi op i bjergene for at se en naturlig bro, udsigterne fra vejen er meget fine, men vi stopper ikke, da vejen er meget smal, og de kan vel ses på vej tilbage.
Der er ikke mange andre biler på vejen, men som det er sket mange gange før, er det alligevel et rimeligt godt besøgt sted, da vi når frem. Vi kører en anden vej tilbage, og selv om vi misser udsigterne, er jeg glad for en mere lige vej uden store voldsomme stigninger og mange serpentiner hjørner.
Undervejs har der været rigtig mange Fiat biler, små, store, gamle, nye. Politi- safari og søde Fiat-biler, ærgerligt at jeg ikke har billeder af dem alle, må nøjes med denne fine lille sorte skovturs Fiat.
Da jeg mødte Calle, havde han en meget, meget lille lysegul Fiat, der altid skulle løbes igang. Min første bil var en sølv farvet Fiat med soltag, der på sine ældre dage, havde en del gaffatape “pletter” og nogle gange skulle startes med et par slag med en hammer, det rigtige sted i motor rummet, så jeg har et specielt forhold til Fiat.
På denne tur har vi været gode til at spise “hjemme”, til morgenmad har Calle spist havregryn m mælk og grøn grød til mig. Vi har medbragt airfryeren, hvilket har gjort det nemt at lave al mulig mad, jeg har også bagt et par gange, og det har givet lidt varme i forteltet.
I Frankrig spiste vi en 3 retters dejlig menu på et sjovt sted, i Italien har vi fået lækre pizzaer et par gange, og jeg fik en god hjemmelavet spagetti m asparges i en lille bjergby, hvor Calle fik noget kød. Vi har spist brød med porchetta både på et marked og et lille sjovt sted i Bracciano. Vi har desuden spist dejlig italiensk is et par gange, men kom til at bestille dem for store, så vi ikke kunne spise is i lang tid bagefter.
Det morer mig altid at betragte mennesker. Især deres bestræbelser på at se godt ud på foto, og de pårørende, ofte mænd, der sådan lidt opgivende må tage billedet om og om igen, indtil alt sidder “lige i kassen”. Disse 2 damer på fotoet herunder, havde outfittet i orden, men svejet i ryggen, og vinden skulle også være helt perfekt. Lige der har Calle det nemt, for jeg vil hele være bag kameraet, måske fordi jeg har været med på mange reklame foto optagelser, og haft et øje på hver en finger. Ofte har jeg lyst til at hjælpe med at tage billeder, af de krævende modeller m/k.
Vi bruger et par dage på at kører hjem, og besøger Celle i Tyskland på vejen. I Danmark har der været 6 uger med sol og nærmest tørke, vi taget regnvejret med hjem og må frysende skifte til lange bukser, da temperaturen når de 11 grader.
Tak fordi du læste med 😍, jeg skriver, for at jeg selv kan huske vores ture, men det er vældig hyggeligt, hvis der er nogle der læser med.
Spændende hvornår og hvor vi skal på vejene igen.