3,7 x 2,4 meter vægmaleri på Ransgaard

En bestillingsopgave i stort format: Jette og Gert har en fin gård, der ligger i det smukke landskab ved Rans fjord. Selv om der ikke er langt fra Fyn, kendte jeg ikke området med fjorden og den store klit, Hvidbjerg, men det gør jeg heldigvis nu, og jeg vil helt sikkert vende tilbage mange gange, for at nyde den fine natur, og den overaskende høje hvid klit, med smuk udsigt over vandet.

Fredericia kender jeg til gengæld ret godt, jeg har ofte gået på voldene, stranden, og i byen. Det var en fordel, da jeg gennem Lene ( kursist på Tirsdagsholdet i Fredericia ) blev kontaktet af Jette og Gert, der drømte om et vægmaleri på endevæggen i deres store smukke stue, motivet skulle nemlig være fra Fredericia. Drømmen var et maleri med både landskab, landsoldat, vandtårn, Prinsens port, kanoner, deres egen gård og en bænk hvor de kunne sidde og nyde det hele.

Efter 15 dage, hvor jeg kravlede på stiger og stillads med en penslen i hånden, gik deres drøm i opfyldelse, og nu har deres stue fået en ekstra dimension af historiske vartegn fra Fredericia på væggen.

 

 

I stuen skal slaget stå, landsoldaten bliver placeret i det gyldne snit efter arbejdstegningen, der er delt op i felter. Det går op og ned, men også en del baglæns, så jeg kan overskue maleriet. Hyggelig fuglesang og grøn udsigt, høre med til arbejdspladsen.

 

 

Stille og roligt kom detaljerne på plads. Ofte var jeg helt alene i det kæmpe store hus, hvor badeværelset er større end en lejlighed i København. En enkelt gang ved ingen, at jeg går og maler, og porten var desværre låst, da jeg skulle hjem. Nok ikke det værste sted at blive lukket inde, men det var weekend og mand/børn/børnebørn ventede på mig, godt Gert hurtigt tog sin telefon, og kunne forklare hvordan jeg slap ud. 

Nogle dage skrev jeg små gule post-it med beskeder til Jette og Gert, andre gange kom de ind og vi snakkede om dagens arbejde. Det var dejligt at de gik op i maleprocessen og kunne være med undervejs.

Jeg havde frygtet for at male kanonerne, men det gik “kanon godt”, og jeg lærte en del om kanonernes konstruktion undervejs.

Baggrunden blev malet over mange gange med flere forskellige farver, så der til sidst kom dybde og liv i himlen.

Den tapre landsoldat blev skitseret i starten, for at være helt sikker på placeringen og kompositionen, og dernæst er han malet næsten over, for at få sammenhæng i den store himmel/landskabs baggrund.

Den sidste male dag måtte jeg skynde mig afsted uden at rydde op, og da jeg kom næste dag var stigerne og alle malerbøtterne væk… jeg blev helt overvældet af at se hvor flot endevæggen stod til stuen, det var næsten som om maleriet var vokset ud af væggen, og at det altid havde været der… det var mit mål, fantastisk det lykkedes.

Jeg ønsker Jette og Gert tillykke med den gamle soldat, der nu står med bøgegrenen og vogter over freden i verden og på deres gård.

 

Ny motivation, nye motiver, nye teknikker- nye FOF kurser i September