Biografi

Charlotte Niemann, kunstner, maler og tegner

En god årgang 1961, opvokset som en Andersen, midt på gågaden i HC Andersens by. Jeg er en af dem der aldrig er holdt op med at tegne og altid har været optaget af at fortolke mine tanker, indtryk og omgivelser på papir eller lærred.

I en årrække arbejdede jeg med grafisk design som art director i reklamebranchen. Nu er hele mit fokus på egne maleriprojekter og undervisning. Siden 1995 har jeg deltaget i udstillinger og solgt mine malerier ved kunstforeninger og gallerier. Desuden tager jeg imod bestillingsopgaver til private og virksomheder.

Jeg er formfanatiker, farvenyder og arbejder med tegning, akvarelfarver, akrylmalerier og blandede medier. Inspirationen kommer fra den daglige gåtur med hunden, men også fra oplevelser, eventyr, underlige ting og især træer fra hele den store verden.

I mine malerier arbejder jeg med at skabe kaos, lave orden og få kaos igen… og mine malerier må gerne have et udtryk, der befinder sig et sted mellem det naturalistiske og det følte øjeblik!

 


Undervisning

At male er at turde… det er helt individuelt, hvad den enkelte deltager tager med fra mit kursus. Når det er sagt, så ønsker jeg, at det medvirker til en ny oplevelse af verden og et nyt blik for den kunst, som vi omgiver os med. Men kunsten skal også gerne rykke på det personlige plan. At male og tegne handler i høj grad også om at rykke sig som person – om at turde. Jeg oplever, at fortroligheden med forskellige male- og tegneteknikker giver modet til at forfølge sin egen streg. Og hvad er bedre som udøvende kunstner end at få lov til at inspirere andre til det, som jeg brænder for.

Undervisningen foregår i Odense, Fredericia og Harndrup med FOF som arrangør. Jeg går meget op i, at mine kursister føler sig godt tilpas, og lægger stor vægt på, at det skal være både sjovt, alvorligt og udviklende at male med mig som underviser, det er vigtigt for mig at skabe et sted, hvor der er “højt til loftet”. Desuden har jeg stort fokus på høj faglighed og inkorporerer altid mange teknikker, materialer, og forskellig inspiration i min undervisning.

Læs mere om malekurser

 

Malekurser online

Sammen med en af mine dygtige elever, Bente, har jeg udviklet en række spændende malekurser, som både er let forståelige og lærerige. Alle med lyst til at male akrylbilleder kan i ro og fred stå hjemme og blive klogere på maleriets mange muligheder.

bente-og-lotte-arbejder-i-kursus-materiale-til-wepaint-akryl-malekurser-farveproever-lav-din-egen-kunst

På kurserne lærer du at male flotte malerier, og du får mange gode tips, både set fra elevens og kunstnerens vinkel.  Du lærer at sammensætte og blande farver samt arbejde med kompositioner og former. Kurserne er for malere i alle aldre, der er forskellige niveauer, så alle kan være med! Hvis du har fået nok af generisk samlebåndskunst uden sjæl og samtidig har mod på at udfordre dine egne kunstneriske evner, er WePAINT lige noget for dig.

Læs mere om WePAINT

 

Malerejser

Hvert år arrangerer jeg en malerejse, her kan spændende ferieoplevelser, kreativitet, aktivitet, socialt samvær og læring forenes. På rejserne har vi blandt andet været i Venedig, Portugal og på Bornholm.

malerrejser-akvarelrejser-i-danmark-og-i-udlandet-akvarelkurser-ved-charlotte-niemann

Malerejsernes destination kan finde sted i mange slags forskellige byer og landskaber, fælles for dem alle er dog, at jeg bruger meget tid på at udvælge steder, som fra et malerisk perspektiv er specielt indbydende, anderledes og udfordrende. Derudover planlægger jeg rejsen grundigt…  undervisningen, kost, logi, dagenes forløb, udflugter samt afvekslende temaer, motiver og genrer, således at mine kursister kan fokusere på formålet med rejsen: At have en hyggelig og spændende tur samtidig med, at de forbedrer deres evner som kunstner, maler og tegner!

Læs mere om malerejser